Den danskejede virksomhed Logic Group har netop indgået en banebrydende aftale med Solar Danmark. Aftalen betyder, at Solar fremover skal forhandle og markedsføre Logic Groups produkter inden for ”Smart Home” og ”Smart Office” til det professionelle marked.

Se video

Interessen for intelligente hjem og virksomheder er stærkt stigende og vinder ind flere og flere steder i forbindelse med nybyggeri og renoveringer af eksisterende byggeri. Derfor er det helt afgørende for en virksomhed som Logic Group, at deres produkter kommer på hylderne hos en af Danmarks absolutte sværvægtere inden for forhandling af elartikler til det professionelle marked.

”Det er i den grad en blåstempling af vores produkter og de løsninger, vi kan tilbyde markedet, når en så vigtig aktør og spiller på det professionelle marked vælger at tage vores produkter ind i deres portefølje. Dermed når vi ud til alle landets elektrikere og forhandlere af elartikler på en og samme tid,” fortæller CEO Jesper Ib Paulsen fra Logic Group.

Markedet for intelligente hjem og virksomheder vokser, i takt med at der kommer flere og flere intelligente produkter på markedet, der kan konkurrere på pris og funktion, samtidig med at de bliver nemmere og enklere at opsætte og bruge. I praksis kan installationer som f.eks. el, lys, vand, varme, låse og anden sikkerhed styres via mobil eller tablet, og systemet kan over tid lære hjemmet eller virksomheden at kende og tilpasse sig familiens eller medarbejdernes vaner. Produkterne fra Logic Group er udviklet og designet i Danmark. De skal fremover også produceres og samles i Danmark for at sikre kvaliteten. Alene det faktum skaber interesse både nationalt og internationalt.

”Vi kigger hele tiden ind i markedet for at kunne tilbyde de bedste og mest effektive løsninger. Vi vil være first mover, og det kræver, at vi konstant udvider med nye og tidsrigtige produkter. Derfor samarbejder vi med markedets bedste producenter, så vi kan sikre en høj kvalitet og de bedste produkter på markedet til vores kunder. For os har det derfor været et helt naturligt skridt at tage produkterne fra Logic Group med i vores palet af produkter,” fortæller Daniel Svoldgaard, markedsansvarlig for el hos Solar Danmark.

Logic Group har i dag stor knowhow og ekspertise inden for Smart Home og Smart Office og har udviklet en række produkter, der excellerer i kvalitet, sikkerhed og funktionalitet. Logic Groups produkter bygger på den åbne Z-Wave-protokol, der åbner op for sammenkobling af produkter på tværs af producenter, således at alle enheder, uanset producent, kan styres med den samme app, web-interface eller med betjeningstryk. Forbrugerne får desuden den fordel, at der er et stort udvalg af komponenter og løsninger til alle tænkelige situationer for overvågning, styring og automatisering.

”Vi har udviklet vores produkter med fokus på kundernes nytteværdi – og med det formål at skabe værdi i hverdagen. Derfor har vi set muligheder ud fra kundernes synsvinkel. Det faktum, at vi har valgt at arbejde med åbne standarder, øger derfor mulighederne for, at forbrugerne kan kombinere og parre diverse hardware- og softwarekomponenter på tværs af produkter, virksomheder og løsninger til gavn for netop forbrugerne.”

”Logic Group har et kæmpe potentiale og står klar med en række produkter, der kommunikerer trådløst med andre produkter, der for alvor har bragt virksomheden i søgelyset for både samarbejdspartnere og nye investorer. Der er derfor al mulig grund til at være optimist i forhold til eksport og nye danske arbejdspladser,” understreger Jesper Ib Paulsen fra Logic Group.

*****

For yderligere information:

Kontakt:        Jesper Ib Paulsen, Partner og Direktør i Logic Group
Mobil:           +45 30 46 30 31
E-mail:          jip@logic-group.com

Kontakt:        Daniel Svoldgaard, Markedsansvarlig for el hos Solar Danmark
Mobil:           +45 21 29 43 15
E-mail:          ds@solar.dk